Har du nogensinde klatret 30 meter op i et træ? Ved du hvad en svedhytte er? Hvad vil det sige at lave en ”switch 180” på ski? Kan man lave gourmetmad over bål? Og vil du ha’ svarene?
Om du har siddet i trækronerne ved kun du, men på Isterød Outdoor Academy kommer du garanteret helt til tops, når du lærer om træklatring med reb og sele. En svedhytte er en hytte varmet op af varme sten fra bålet, en slags udendørs sauna med damp. ”Switch 180” er når du kører baglæns ud over et hop og vender 180 grader i luften. Gourmetmad smager bedst over bål, og du kommer til at lære hvordan!
Outdoor Academy er stedet hvor du kan kombinere 100% faglighed på dit 9. eller 10. skoleår, med alle de eventyrlige outdoor aktiviteter du drømmer om. Vi samler på elever med en stærk motivation, som tør afprøve sine grænser og ikke mindst har lyst til at udforske discipliner som mountainbike, adventure race, vandsport, skiløb, nordisk lejrliv og meget meget mere.
Er du en af os?